
Mikael Mikkelsen, divisionschef og business group lead i Microsoft Danmark, tror ikke, at den traditionelle it-afdeling overlever i fremtiden.
Om 5-10 år vil den klassiske it-afdeling, hvor ansvaret for alle systemer og support af dem er samlet ét sted, uddø – for i takt med, at services digitaliseres, bliver it en del af alt fra økonomiafdelingen til support, forklarer Mikael Mikkelsen, divisionschef i Microsoft Danmark.
Mikael Mikkelsen, divisionschef og business group lead i Microsoft Danmark, tror ikke, at den traditionelle it-afdeling overlever i fremtiden.
Siden jeg afsluttede min uddannelse som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1986, har jeg erhvervet mig en bred erfaring med forretningsudvikling, kommunikation og marketing, samt organisation og ledelse på både strategisk og operationelt niveau i privat og offentligt regi.
Jeg arbejder for EG, det offentlige Danmarks mest værdifulde samarbejdspartner, fordi vi tager medansvar for at udvikle den offentlige velfærd gennem digitalisering.
Som redaktør for SamfundsDesign er jeg altid på udkig efter spændende, vedkommende relevante historier om digitalisering af det offentlige Danmark. Så kontakt mig, hvis du sammen med os vil være med til at forankre den digitale forandring, der skal sikre velfærdssamfundet – og når vores børn bliver forældre.
Kontakt og følg Per Roholt
Forestil dig en virksomhed uden en it-afdeling. Det virker nærmest umuligt – for hvem skal supportere systemer og udrulle nye projekter? Men i fremtiden ser det ud til, at du kan vinke farvel til den klassiske it-afdeling, der ellers siden 80'erne er vokset frem i de fleste virksomheder.
- It-medarbejdere er nødvendige lige nu, fordi det er en specialistrolle. Fordi du har brug for nogle, som forstår teknologien bedre end brugeren. I fremtiden kommer den funktion, it udfylder i dag, til at være en del af afdelingerne. Det bliver en integreret del af det produkt, du sælger, den service, du yder, din måde at håndtere kunder på og måden, du administrerer virksomhedens arbejdsprocesser på – og så er det ikke nok at have it som en separat afdeling, fortæller Mikael Mikkelsen, divisionschef og business group lead for cloud og enterprise business i Microsoft Danmark.
It-afdelingen er dog ikke død, men rollen ændrer sig:
- I virksomheden bliver man nødt til at nedbryde nogle af de grænser, som man gennem årene har opbygget om, hvad der er klassiske it-opgaver. På områder som eksempelvis intern support forsvinder den klassiske opdeling nok. I stedet kommer it-afdelingen til at have sit fokus på, hvordan man udvikler virksomheden, siger Mikael Mikkelsen.
Den største mulighed i it-afdelingens eksistens
Mange it-folk kan have en tendens til at se udvandingen af ansvarsområdet som en svækkelse af deres afdeling, men det forholder sig faktisk modsat, forklarer Mikael Mikkelsen:
- For it-folk er det formodentlig den største mulighed, de har fået foræret i hele karrieren. De går fra at være en supportfunktion, der fylder måske 5-10 % af den samlede virksomhed, til pludselig at sidde på 60-80 % af virksomheden, fordi it bliver integreret i så mange flere afdelinger – specielt på produktsiden, som ellers ofte har været meget analog, har vi set meget innovation med it i de seneste år.
Derfor handler det om at få nye kompetencer ombord og skabe et fremtidsscenarie for afdelingen, som handler om, at it skal være med til at skabe forretningen fremover, mener han:
- Der skal skabes et mindset om, at du som it-kyndig er på vej til at få åbnet døren til helt nye og mange flere muligheder, som kommer tættere på kernen af forretningen. Selvom det selvfølgelig kan være svært at ændre fokus, har it-afdelingen trods alt altid haft nogle af de mere innovative og forandringsparate medarbejdere i forhold til andre dele af virksomheden. Sidder du som it-chef, er det nu, du skal gribe muligheden for at transformere it-afdelingen fra serviceorganisation til at blive en del af virksomhedens produkter, services og fremtidige udvikling.