Måske skal alt ikke digitaliseres

Skal al sårbar infrastruktur, produkter til babyer og børn og kunstige organer digitaliseres og være online i fremtiden? Eller er der områder, som bare ikke skal digitaliseres? Den teknologiske udvikling dikterer; digitaliser. Men måske vi mennesker skulle tage debatten og sige nej til noget af det i tide?

Lille barn i en vugge.

Produkter til babyer og børn er et af de områder, hvor vi klart burde overveje ikke at putte chips, kameraer og andet wi-fi-baseret udstyr i. Foto: Colourbox.com

For nylig gik strømmen i København K. Det varede ikke længe, men det slukkede for vores wifi, og samtidig skiftede forbindelsen på min smartphone mellem at være nede på E eller helt forsvundet. Kun mandens ny-gamle Nokia 3310 var funktionel. Det fik mig - endnu en gang - til at tænke: Skal vi virkelig gøre os 100 pct. afhængige af strøm og internettet?

Den teknologiske udvikling går så hurtigt, at vores menneskehjerner ikke kan nå at følge med. Vi når simpelthen ikke at gennemtænke og diskutere de positive og negative konsekvenser af alle de nye tiltag. Vil vi egentlig det samfund, som denne nye teknologi tilbyder? Kun sjældent lykkes det at få tid til at debattere det og eventuelt sige nej tak. Som da amerikanske Mattel i begyndelsen af oktober 2017 blev stoppet i at sende 'Aristotle' på markedet.

 

Produkter til babyer og børn

Mattel sendte i 2015 en wi-fi baseret dukke, Hello Barbie, på markedet under store protester, fordi den overvåger børn – dvs. optager al samtale og lærer dem at kende for selv at kunne samtale med børnene - hvilket mange synes er creepy og unødvendigt. Dukken, der samtidig relativt nemt kan hackes, blev aldrig stoppet og er i dag på markedet.

I begyndelsen af 2017 annoncerede Mattel så, at nu ville de komme med Aristotle, en AI-baseret genstand designet til børneværelset. Den kan tænde lyset og berolige babyer med lyde, den overvåger også barnet for at lære det at kende og blive bedre til at 'hjælpe' det, og den er sågar klar til at hjælpe større børn med deres lektier. Protesterne i USA ville dog ingen ende tage. Dels var der spørgsmålet om privatliv. Ville Mattel fx bruge ansigtsgenkendelse i det tilhørende kamera? Ville Mattel sælge disse data til tredjepart?

Børn under 13 år i USA har faktisk en ret til at være i fred; virksomheder må ifølge COPPA-lovgivningen ikke indsamle data om børn og bruge disse data til målrettet indhold og annoncering, da børn er manipulerbare. Den anden bekymring var, at Artistotle også kunne have en negativ indflydelse på opdragelsen af børn - især hvis Aristotle blev brugt som erstatning for menneskelig omsorg. På grund af protesterne besluttede Mattel ikke at sende Aristotle på markedet.

Netop produkter til babyer og børn er et af de områder, hvor vi klart burde overveje ikke at putte chips, kameraer og andet wi-fi-baseret udstyr i, som kan ødelægge børns ret til privatliv. Få virksomheder går - som tyske Vai Kai - i spidsen for den tendens.

 

Kunstige organer og medicinsk udstyr

Et andet område, hvor man måske ikke altid skal digitalisere, er kunstige organer og medicinsk udstyr. Hvis du havde en pacemaker eller andre kunstige indre organer, skulle de så være online? Pacemakere er det i dag, og de kan hackes. Og hvad med dit blodtryksapparat eller blodsukkermåler, hvis du har brug for sådan nogle? Skal de absolut være online? Kan du ikke selv have dine data på din egen device og så sende resultaterne til din læge, hvis det er det, der er formålet med at have dem online? Forbrukerrådet i Norge afslørede i august 2017, at mange af disse apparater, der er online og app-baserede, er dybt usikre, privatlivskrænkende og helt glemmer at give brugerne kontrollen over deres egne data. 

I takt med stadig flere danskere dropper fastnettelefonen, fordi de kan spare penge, burde vi ikke som samfund tage debatten om, hvorvidt vi skal bevare den analoge mulighed, som ikke er afhængig af strøm og internettet, før teleselskaberne vælger at droppe det helt - de er kun forpligtet til at levere telefoni. Ligeledes bør vi debattere, hvor vores grænser går for, hvad vi vil digitalisere, og hvad vi ikke vil digitalisere af for eksempel sårbar infrastruktur, produkter til børn og kunstige organer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Få værdiskabende artikler, værktøjer og inspiration til digitalisering af den offentlige sektor.