Den digitale mentor: Social IT kan hjælpe udsatte borgere i arbejde

Ny onlineguide om digitale redskaber til brug i samarbejdet mellem mentorer og borgere.

Mentor

Af Karen Thougård Pedersen/Den Offentlige

Christoffer har ADHD og svært ved at overskue hverdagen. Derfor bruger han en digital kalender, appen PlenoFamilie, til at huske sine aftaler. Cecilia lider af alvorlig PTSD og kan ikke mærke, hvad hun har behov for.

Appen WaterIn hjælper hende til at huske at drikke vand. Peter lider af angst og personlighedsforstyrrelser.

I appen Tankespil noterer han, hvordan han har det – og hans mentor kan følge med på sidelinjen via sin egen app.

Social IT i form af apps til struktur og overblik, instruktion og vejledning, selvindsigt og træning mv. kan være effektive værktøjer i mentorforløb.

Teknologien kan styrke relationerne mellem borger og mentor. Og redskaberne kan gøre borgeren mere selvhjulpen i hverdagen – og dermed øge mulighederne for at komme i beskæftigelse.

Online guide til mentorer
Dendigitalementor.dk er en guide i teknologiens muligheder for at understøtte langtidsledige borgere som Christoffer, Cecilia og Peter i at komme i beskæftigelse.

På hjemmesiden kan sagsbehandlere og mentorer finde redskaber og inspiration til at komme i gang med at bruge social IT i samarbejdet mellem borger og mentor. IT-kataloget guider til relevante apps til forskellige formål, og der er gode tips at hente fra erfarne mentorer.

Start i det små
De fleste borgere i mentorforløb har en smartphone, og derfor er det nemt at komme i gang med at bruge social IT.

- I princippet kan alle borgere, der har adgang til en smartphone eller tablet, bruge social IT i samarbejdet med deres mentor. Det handler om at anvende nogle redskaber, der matcher borgerens behov. Og om at sætte realistiske mål og starte i det små, fortæller chefkonsulent i SUS Maria Lincke Jørgensen, som har været med til at udvikle Dendigitalementor.dk

Værdi for både borger og mentor
Social IT i mentorforløb kan bl.a.

  • hjælpe borgeren med at huske aftaler
  • motivere til at følge træning og sætte mål
  • bryde ensomhed og give borgeren mulighed for at tale med andre i samme situation
  • hjælpe med at holde regnskab med alkoholforbrug
  • skabe ro i hovedet gennem struktur.

- Også for mentoren er der mange fordele, fordi social IT giver mulighed for at støtte, vejlede, følge med og monitorere, også når man ikke er fysisk til stede, siger Maria Lincke Jørgensen.

Dendigitalementor.dk er relevant for kommunale sagsbehandlere, mentorer på jobcentre eller hos anden aktører og for private virksomheder.

Den digitalementor.dk er udviklet af SUS og Matchgruppen som led i projekt Social IT i mentorforløb. 20 mentorer og 32 borgere har været med i projektet, der er støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.