DF's IT-ordfører: Robotterne kan tømme statskassen

Arbejdsgange og grænserne mellem det offentlig og private forstyrres og udfordres mere end nogensinde af avancerede teknologier som kunstig intelligens, automatiserede processer og smarte robotter med potentiale til fuldstændig at revolutionere det offentlige. Men hvor går grænsen? Hvor siger politikerne til eller fra?

Jan_Rytkjaer_Callesen-Fotograf_Steen_Brogaard

Umiddelbart har jeg ikke noget imod at bruge og søge i data, så længe resultatet bliver brugt objektivt og positivt

Arbejdsgange og grænserne mellem det offentlig og private forstyrres og udfordres mere end nogen sinde af avancerede teknologier som kunstig intelligens, automatiserede processer og smarte robotter med potentiale til fuldstændig at revolutionere det offentlige. Men hvor går grænsen? Hvor siger politikerne til eller fra?

SamfundsDesign har bedt Folketingets partiers IT-ordførere forholde sig til de mange nye muligheder, der åbner sig for anvendelse af fx robotter, Big Data & Machine Learning i det offentlige.

Ordførerne har fået samme spørgsmål - og her er svaret fra Dansk Folkepartis  IT-ordfører, Jan Rytkjær Callesen.

Allerede nu giver avanceret teknologi mulighed for at søge i ustruktureret data og dermed søge og fremfinde mønstre, som kan understøtte sagsbehandling og myndighedsafgørelser. Men hvor sætter vi grænsen? Må software automatisk samle tilgængelige data fra alle kilder, så de indgår i sagsbehandlingen?

Umiddelbart har jeg ikke noget imod at bruge og søge i data, så længe resultatet bliver brugt objektivt og positivt. Fx når vi taler om sundhedsdata giver det god mening at samkøre data, så man fx kan finde ud af om kræftforekomsten er større i et område, hvor der er mange elmaster.

Omvendt kan data jo også anvendes negativt, hvis man for eksempel samler data for et byområde og konstaterer, at der er mange borgere med lavindkomst og kriminelle og derfor undlader at satse på at udvikle infrastrukturen. Selv vil jeg gerne oplyse alt muligt, som hvor mange kager, jeg har spist i hele mit liv, hvis det er interessant for forskningen. Men jeg vil ikke nødvendigvis bryde mig om at få det hele offentliggjort. Så en vigtig forudsætning for at stille data til rådighed for fx sundhedsvæsenet er for mig, at det kan ske i anonymiseret form.

Der er dog ingen tvivl om, at vi kommer til at se mere og mere til datamining i hele den offentlige sektor. Ikke mindst fordi vi allerede er et af de mest gennemdigitaliserede samfund i verden. Derfor tror jeg også, at det spørgsmål, som er svært at besvare entydigt nu vil være langt nemmere at besvare for de kommende generationer, der alle vil være digitalt indfødte. Min generation slæber rundt på en rygsæk fyldt med it-bekymringer, som formentlig slet ikke vil være til stede om to generationer, der som udgangspunkt vil være langt mere it-nysgerrige og åbne over for digitalisering.

Sagsbehandling kan I stigende grad automatiseres og baseres på regler og historiske data, så borgeren allerede ved ansøgningen kan få et retvisende svar. I hvor høj grad skal vi gøre brug af de muligheder for at spare penge og effektivisere det offentlige?

Der ligger en stor fare i at erstatte sagsbehandleren af kød og blod med en robotsagsbehandler. Problemet opstår hvis robotten får lov til at afgøre sager efter objektive kriterier, altså blot kan konstatere, at borgeren kun har ret til tilskud til fodpleje to gange og derfor afviser ansøgningen tredje gang. Der skal altid være en klagemulighed og en hotline, så man kan få lov til at tale med et rigtigt menneske. For der vil altid være komplicerede sager, fx hvor unge mennesker er i vildrede eller meget kede af det. De kan jo ikke bare klage deres nød og græde over for en computer, der er fodret med data men ikke ejer følelser.

Hele debatten om er erstatte sagsbehandlere med robotter har imidlertid også andre væsentlige dimensioner. Udviklingen kan let føre til mere ulighed, idet de virksomheder, som anvender robotter tjener stadig flere penge, færre ansatte og dermed også færre udgifter til lønninger. På samme måde vil det offentlige gerne automatisere deres opgaver for bevare produktiviteten men med færre ansatte. Det kan have store konsekvenser, som vi fx så i SKATs sag om EFI-systemet, hvor man fyrede i tusindvis af medarbejder uden at sikre sig, at systemet rent faktisk fungerede.  

Ønsket om at erstatte mennesker med robotter rejser desuden et endnu større problem. Hvem skal betale for de offentlige udgifter, når robotterne tager over? I dag ser vi en tendens til at folk synes det er ok, at de multinationale selskaber slipper for at betale selskabsskat, fordi de jo skaber arbejdspladser og de ansatte betaler indkomstskatter. Men hvad når de offentlige og private virksomheder fjerner jobs til rigtige mennesker? Skal vi så lægge skat på robotterne, som Bill Gates har foreslået? Eller skal pengene til velfærd komme fra boligskatter?  Robotter og algoritmer betaler ikke personskatter, så vi risikerer at komme ind i en ond cirkel.

I dag kan mange borgere selv finde ud af at bestille ferierejsen eller spille lotto på nettet. Hvor meget skal borgeren forberede sig på selv at gøre i fremtiden, i form af selvbetjeningsløsninger, hvis man forventer ydelser fra det offentlige? Hvordan ser du, at digitale løsninger kommer til at påvirke samspillet mellem det offentlige og borgeren fremover?

Trods mine betænkeligheder ser jeg gerne, at vi i et tæt samspil mellem det offentlige og borgerne får digitaliseret de områder, hvor det giver mening. Digital Post og e-Boks er gode eksempler, hvor vi jo fx er langt foran vores svenske naboer, så langt at vi stort set ikke sender breve til hinanden mere.

Men jeg synes godt nok også, at vi er udsat for mange stive systemer. Jeg har selv tre firmaer og derfor skal jeg have fire forskellig e-bokse. Hvorfor kan jeg dog ikke bare have én til det hele? Eller se på folk, der har brug for hjælp, som bliver smidt rundt mellem systemerne, når de skal finde ud af om de har krav på kontanthjælp eller sygedagpenge. Der er altså et stort behov for at få samkørt systemer og gjort dem mere brugervenlige. Når man fx udvikler selvbetjeningsløsninger, så skal udvikleren altså huske på at der er milevid forskel på, hvor let han selv synes tingene er, og hvor let fabriksarbejderen i Sønderjylland, der sjældent rør ved it, synes det er. Heldigvis er der også gode eksempler, som politiet der nu sammenlægger en række forskellige systemer i et. Det er smart.

Er der grænse for, hvor meget vi kan og skal digitalisere?

Nej. Jeg mener ikke, der er en grænse. Jeg ved i hvert fald ikke, hvor den skal ligge. Og selv hvis jeg sagde stop lige nu, så ville digitaliseringsprocessen aldrig stoppe alligevel. Den eskalerer helt af sig selv hele tiden.

Derfor er det også vigtigt, at vi konstant er parat til at tage dialogen. Selv har jeg ikke noget imod videoovervågning, når bare optagelserne bliver brugt rigtigt og slettes igen på et tidspunkt. Vi kommer fx om lidt med forslag om at lave en database, hvor folk kan uploade deres overvågningsvideoer af kriminelle, så politiet kan bruge dem i deres efterforskning. Men andre kan have andre holdninger, så det handler om at vi hele tiden tager debatten og finder den rette balance i tingene.

Noget af de vi til gengæld har lært af blandt andet EFI-skandalen er måske, at vi bør tage det lidt mere stille og roligt. Vi skal ikke nødvendigvis presse it-projekter igennem før de er klar og måske skal vi i højere grad vente med at reducere i antallet af ansatte til vi har set, at løsningerne virker. Desuden skal vi holde op med hele tiden at skifte systemerne ud, og i stedet give de offentligt ansatte tid til at lære systemerne at kende. Måske er grænserne ikke så vigtige, i forhold til at vi tager det lidt mere stille og roligt end nu.

Læs mere om selvstændig og folketingsmedlem, Jan Rytkjær Callesen, (DF).