Erstatningsansvar: Er vi klar til robotterne?

Intelligente robotter bliver en del af vores hverdag, og vi kommer til at interagere både fysisk med robotterne og online med AI. Er samfundets nuværende spilleregler tilstrækkelige til at håndtere udfordringerne?

Af advokat Steffen Hebsgaard Muff og advokatfuldmægtig Simon Petersen, NJORD Law Firm

"Vi står på tærsklen til, at intelligente robotter får deres store gennembrud", udtaler fremtidskonsulent Louise Opprud Jakobsen til Berlingske den 2. januar 2019.

Helt konkret kan vi inden for den nærmeste fremtid forvente at møde selvkørende budrobotter på de danske fortove, men også førerløse biler, autonome hjemmehjælpsrobotter og meget mere er under udvikling.

Et forældet ansvarssystem

På baggrund af den teknologiske udvikling henstillede Europa-Parlamentet den 24. januar 2017 til Europa-Kommissionen, at Kommissionen skulle undersøge, om der skal laves regler, der skal regulere erstatningsansvaret for robotterne. Det giver mening, at dette spørgsmål tages op af EU, da produktansvar allerede er reguleret i EU-regi.

Det nuværende erstatningssystem bygger på en stamme, der kan spores tilbage til romerretten, og som er baseret på skyld. Det skal forstås på den måde, at en person kun har erstatningsansvar, når vedkommende har begået en fejl. Dette system, der fremstår meget retfærdigt, giver dog en række udfordringer.

Den teknologiske udvikling løb reelt fra dette system, da bilerne blev en del af gadebilledet, hvor man indførte det efterhånden ret velkendte objektive ansvar i færdselsloven. Det underliggende problem er, at reglerne ikke sikrer, at en uforvarende skadelidt i alle tilfælde får genoprejsning. Der er senere indført yderligere regulering til at afhjælpe dette, bl.a. i form af reglerne om produktansvar, arbejdsskader mv.

Det seneste i rækken af reguleringer er det objektive ansvar for droner og den særlige ordning for selvkørende biler. En lignende ordning må formentlig forventes for de såkaldte budrobotter, hvor der må forventes en spændende udfordring med at afgrænse "budrobotter" fra andre autonome eller fjernstyrede enheder, som man ikke ønsker skal omfattes af reglerne.

Der er dog og vil utvivlsomt komme flere robotter, som ikke er reguleret. I forhold til disse enheder er den nuværende regulering ikke tidssvarende og vil som minimum medføre lange retsopgør om erstatningen, hvis skadelidte overhovedet opnår erstatning.

I takt med at robotterne vil blive mere og mere autonome, herunder selvstændigt indsamler og gemmer data for at forbedre sig, bliver spørgsmålet om erstatningsansvarets placering mere og mere komplekst. Et system, der som udgangspunkt baserer sig på menneskelig skyld, er svært at anvende i situationer, hvor der reelt ingen menneskelig involvering har været.

Der sker og vil sikkert fortsat ske en udvikling i retspraksis hen imod, at den aktør, der bedst kunne forudse og håndtere risikoen for skaden, bliver holdt ansvarlig. Denne udvikling er god, men giver ikke en klar, nem og sikker adgang til restitution for skadelidte og er ikke i sig selv tilstrækkelig.

Retspraksis kan ikke pålægge den potentielt ansvarlige forsikringspligt, og der er fortsat usikkerhed om reglens rækkevidde og anvendelse.

Det mest hensigtsmæssige vil være, at der indføres et generelt system med objektivt ansvar for skader forvoldt af autonome enheder og tilsvarende forsikringspligt.

Systemet bør sikre, at den skadelidte får erstatning direkte af ejeren eller operatøren af robotten, men samtidig afskærer krav mod tidligere led i kæden såsom forhandlere og mellemhandlere. Et princip om, at den, der er nærmest til at forudsige en bestemt skade, skal være ansvarlig herfor, kan anvendes generelt.

Læs artikel: Vingeskudt robot sat i drift

Forældede regler kan bremse udviklingen

I slutningen af 2018 vedtog Storbritannien regler om ansvar for selvkørende biler, herunder objektivt ansvar for ejeren af køretøjet. Vedtagelsen kom, selvom en arbejdsgruppe egentlig havde konkluderet, at de eksisterende regler sikrede eventuelle skadelidte restitution.

Baggrunden var i høj grad at sikre producenterne mod krav fra den endelige skadelidte.

Det ser ikke umiddelbart ud til at give mening, men det er faktisk en rigtig god idé. Hensynet til skadelidte er sikret ved, at der er en umiddelbar og nemt konstaterbar part, som man kan få erstatning fra.

Det hensyn, som medfører, at det ikke bare er bedre også at lade skadelidte "gå efter" producenten, er påregnelighed. En producent ved ikke nødvendigvis, hvor et produkt bliver brugt. Dette problem bliver øget med kompleksiteten af produktet, hvor en række underproducenter leverer dele.

Ejeren ved derimod, hvordan produktet bliver brugt, og er derfor nærmere til at vurdere risikoen og tegne en egnet forsikring.

Som problemet med restitution er denne udfordring på ingen måde ny. Hvis man nogensinde læser den slutbrugeraftale, som stort set alle softwareudbydere beder en klikke OK til, vil man kunne se, at den i høj grad har til hensigt at begrænse det potentielt uoverskuelige tab, som softwaren kan medføre, hvis den ikke virker korrekt. De fleste store softwarefirmaer ville ganske enkelt ikke eksistere, hvis de skulle betale for al tidstab som følge af, at softwaren ikke fungerede som tiltænkt.

Selvfølgelig er muligheden for at forudse sin risiko i forbindelse med lancering af ny teknologi ikke det eneste eller det vigtigste kriterie for, hvor teknologien udvikles eller indføres, men det har væsentlig betydning. Indførelsen af et mere påregneligt system kan således være med til at gavne udviklingen, hvor fastholdelse af det gamle system kan bremse den.

Dertil kommer, at de rette regulatoriske rammer kan være med til at fremme udviklingen, som det fx ses i Estland, hvor regulering af både blockchain og selvkørende teknologi har været med til at skabe et stort tech-boom i landet.

Understøtning af den teknologiske udvikling er som udgangspunkt i sig selv gavnlig for økonomien. Gentænkning af erstatningssystemet vil dog ikke kun gavne tech-virksomheder, men samfundet generelt.

Det gavner som udgangspunkt alle, hvis der indføres et simpelt system, som gør det nemt at få restitution og begrænser adgangen til at kræve erstatning bagud i kæden. Hvis det blot er nødvendigt at finde ejeren af robotten, og der ikke skal foretages lange og komplicerede tekniske undersøgelser for at finde ud af, hvad der gik galt, spares ressourcer til tekniske undersøgelser og lange retssager med mange parter.

Med en sådan opdatering vil erstatningssystemet være tidssvarende samfundet, som det skal regulere, og der vil ikke være behov for lappeløsninger i samme omfang, som tilfældet vil være med de gældende regler. Erstatningssystemet er 1.000 år, og det er på tide, at det skiftes ud, i stedet for at vi bliver ved med at reparere på det.

Læs artikel: Skal vi lovgive om kunstig intelligens?

Etiske betænkeligheder

Det kan siges, at et erstatningssystem, der ikke er baseret på skyld, vil anspore producenter mv. til at tage større risici ift. sikkerheden på produkterne. Det er der intet belæg for, og hensyn til sikkerhed mv. varetages i dag primært (og bedst) af regler om godkendelse af visse typer af produkter, tilbagekaldelse, certificeringsordninger mv., der hindrer, at skader sker.

Dertil kommer det dilemma, at det virker forkert, at det ikke er den, der har begået fejlen, der skal betale erstatningen. Det er for så vidt korrekt, at de økonomiske konsekvenser for vedkommende bliver minimale. Herved sker dog reelt ikke nogen væsentlig ændring, da det i praksis alligevel er forsikringerne, der betaler. Konsekvensen af det nuværende system er derimod en fordyrelse, som ingen af parterne er tjent med.

At den nye teknologi rejser en række andre etiske betænkeligheder, er en helt anden sag.

Læs mere: Region Nordjylland sparer tid og får mere ud af AKUT-fonden 

Læs artikel: Mennesker – ikke maskiner – skal træffe afgørelserne

Læs mere: Se vores tema om automatisering med softwarerobotter

• Del