Mening i målingerne

Valg af værdisæt, når man måler på effekten af indsatsen på delmål på det specialiserede socialområde, kan virke som en triviel opgave. Men valget kan have store konsekvenser for det pædagogiske personales arbejde.

Måling med mening

I Esbjerg Kommune, Social & Tilbud er kerneopgaven at flytte borgeren så tæt på det almindelige liv som muligt, og nogen gange skal der mere støtte til, for at borgeren kan udvikle sig. Det vil sige, at data kunne vise en forværring - støttebehovet er steget -, selvom borgeren rent faktisk får det bedre og udvikler sig.

Effektmåling, resultatdokumentation, resultatarbejde, effekt evaluering.

Dette er blot nogle af de ord, jeg støder på i min dagligdag.

I Esbjerg Kommune, Social & Tilbud, har vi de seneste år beskæftiget os meget med målinger. Men der er stadig et stykke vej, inden vi er helt i mål. Det har været nogle år med meget dialog med vores tilbud, og hvor mange beslutninger skulle træffes.

Holdningerne til anvendelsen af målinger er nemlig mange. Måler vi på borgerens støttebehov? Måler vi progression på det enkelte delmål? Skal hver ny måling tage udgangspunkt i baseline, eller borgerens nuværende funktionsniveau? Hvordan spiller målinger på f.eks. udadreagerende adfærd, og sundhedsfaglige målinger ind, hvis vi kun har fokus på progression på delmålet? Hvilket værdisæt måler vi ud fra?

Der er mange spørgsmål, og mindst lige så mange fordele og ulemper ved de forskellige metoder.

Jeg kunne skrive side op, og side ned om emnet. Men for at holde denne artikel kort, vil jeg ligge fokus på valg af værdisæt, når vi måler på delmålene. En ting som måske kan virke triviel, men som kan medføre store konsekvenser for det pædagogiske personales arbejde.

Skala med udgangspunkt i VUM
Da vi skulle i gang med at måle, var ét af de første forslag, at der på delmålene skulle anvendes en 0-4 skala, samt temaer/undertemaer fra Voksenudredningsmetoden, fremover kaldet VUM.

Der var nogle åbenlyse fordele. Det var nemt at sætte op i it-systemet, det gav sammenlignelige data for alle delmål på alle centre, og medarbejderne havde i forvejen et kendskab til VUM-temaerne og 0-4 skala’en.

Jeg, og nogle af mine kollegaer fra tilbuddene, var dog ikke enig i denne løsning.

På de overordnede mål, det vil sige mål udarbejdet af socialrådgiverne, havde vi allerede implementeret scoring på 0-4 inden for VUM temaerne.

Vi vurderede, at samme værdisæt på både mål og delmål, ville forvirre en del medarbejdere.

Et eksempel
Borgeren Daniel har et overordnet mål ift. VUM-temaet "Praktiske opgaver i hjemmet". Daniel er scoret til 2, og det forventes, at han kan flytte sig til score 1.

På tilbuddet opretter vi et delmål, hvor vi scorer på temaet "Praktiske opgaver i hjemmet". Efter en længere indsats, kan vi endelig score Daniel til 0. Men på det overordnede mål, er Daniel stadig scoret til 2 inden for temaet "Praktiske opgaver", og vi går derfor nu i gang med et nyt delmål inden for samme tema, hvor den første scoring bliver 3.

Efter noget tid scorer dette delmål også 0, hvorefter Daniel på det overordnede mål flytter sig fra 2 til 1.

Det er muligvis et karikeret eksempel. Men det burde demonstrere, hvor nemt progression på det overordnede mål og progression på delmål kan ”blandes sammen” og skabe forvirring ved anvendelse af det samme værdisæt.

Definitionen af skalaen 0-4
En anden udfordring kan være definitionen af 0-4. Hvis Daniel har et delmål, hvor vi scorer fra 0-4. Så er det enormt vigtigt, at alt personale har en kendskab til, hvad en score på 0,1,2,3 og 4 betyder.

Hvis ikke, kan vi være ude for scenarier, hvor borgeren kan/gør de samme ting, men scorer forskelligt, fordi en pædagog vurderer det til en 1’er, og den næste pædagog vurderer præcis de samme handlinger til en 3’er.

Uanset, om der måles på støttebehov eller progression, vil det være en stor opgave at skulle lave en definition af 0-4 på hvert delmål.

Måler man på støttebehovet, kan det være nemmere at finde fælles definitioner, som kan bruges på flere delmål.

Men i Esbjerg Kommune, Social & Tilbud er vores kerneopgave at flytte borgeren så tæt på det almindelige liv som muligt, og nogen gange skal der mere støtte til, for at borgeren kan udvikle sig. Det vil sige, at data kunne vise en forværring - støttebehovet er steget -, selvom borgeren rent faktisk får det bedre og udvikler sig. Vi har derfor valgt ikke at måle på støttebehov, fordi det ikke giver os relevante data ift. vores kerneopgave.

Ud fra disse overvejelse valgte vi at gå i en helt anden retning. Vi valgte, at hvert tilbud må oprette og anvende de værdisæt, de selv vurderer passer bedst til det pågældende delmål og introducerede eksempler på simplere værdisæt så som ja/nej og rød/gul/grøn.

Med denne metode får vi ingen sammenlignelige data på delmålsniveau. Men der var faktisk ikke et stort behov for dette. Hvis man endelig ville sammenligne afdelinger/centre, var der et større behov for dette på overordnet målniveau, og her var der fastlagt en 0-4 skala på samtlige VUM-temaer, hvilket vil sige, at vi stadig har sammenlignelige data på dette niveau.

Det krævede en massiv indsats på it-fronten. Tilbuddenes administratorer og superbrugere skulle oplæres i it-systemet. Der skulle skrives manualer og andet hjælpemateriale mm. Vi mener dog, at dette er den bedste løsning for os. Da den giver tilbuddene større frihed ift. målingerne. Samtidig giver det et større engagement og ejerskab, fordi det er deres beslutning, hvilket værdisæt der giver bedst mening for det enkelte delmål.

Man skulle måske tro, at denne store frihed ift. målinger øger risikoen for, at der bliver opsat uhensigtsmæssige værdisæt. Men det viser sig faktisk at være lige modsat. På grund af medejerskabet, og det faktum, at tilbuddenes superbrugere selv varetager det administrative arbejde, bliver der faktisk brugt meget energi på at finde de mest optimale måleredskaber ift. et delmål, inden der bliver sat noget op i it-systemet.

Jeg siger ikke, at vores erfaringer i Esbjerg Kommune er perfekte for alle. Det kræver som sagt en stor indsats på it-området og kræver, at samtlige tilbud har en superbruger med god forstand på it-systemet.

Men har man ressourcerne, synes jeg bestemt, man skal overveje det. For mig er måling et værktøj til at monitorere, om vi skaber mest mulig progression for vores borgere. Så hvorfor ikke overlade sådan et værktøj til de mennesker, som ved absolut mest om borgerne, frem for at lade det blive styret af os konsulenter?

Annonce