Amerikanerne elsker at måle: Men vi kan ikke ukritisk kopiere deres tilgang

Amerikanerne elsker at måle

Når den hvide minivan stopper ved det aftalte stoppested, og den handicappede borger stiger på, udfylder bussens chauffør straks endnu et felt på skemaet med nøjagtig angivelse af, hvornår vedkommende kom om bord. Og når turen stopper ved dagtilbuddet, skriver chaufføren det eksakte klokkeslæt for, hvornår morgenens tur var afsluttet. Det hele afleveres til kørselsafdelingen, der følger op på de 42 busser, som henter og bringer borgerne 

Registreringen af den daglige transport mellem eget hjem og dagtilbud er blot en mikroskopisk detalje i det batteri af målinger og dokumentation, som foregår på et typisk amerikansk tilbud. 

Måling dagen lang 
På de enkelte hold på dagtilbuddet skal den ansvarlige fx også holde regnskab med, hvornår borgeren kommer og går, for tilbuddet får kun betaling fra det offentlige for nøjagtig de timer, borgeren er til stede. 
Mens borgeren er til stede på dagtilbuddet, skal den enkelte medarbejder også typisk dokumentere minutiøst på sin egen indsats. 

Hvis en medarbejder fx skal arbejde med daglig træning af en borgers finmotorik, skal medarbejderen på sit papirskema notere, hvor mange gange denne har opfordret borgeren til at deltage i træningen. Hvis borgeren ønsker at deltage, skal det også registreres, hvor mange gange medarbejderen skal bede vedkommende om at gribe efter et objekt med højre hånd uden hjælp. Mængden af data, der dagligt registreres i USA, er derfor omfattende, og amerikanerne er på den måde langt mere erfarne med hensyn til dokumentation og registreringer, end vi er i den specialiserede socialsektor. 

Driveren er kontrol 
En af de væsentligste årsager til, at amerikanerne er så vilde med at måle alting, er desværre, at størsteparten af de ansatte i den specialiserede socialsektor er ikke-uddannet personale: 

"Derfor tager målingerne ofte sigte på at kontrollere, om medarbejderen har udført et bestemt stykke arbejde – altså kontrol. Det er vigtigt for amerikanerne, fordi der samtidig står en række organisationer og ikke mindst advokater klar i kulissen til at gribe ind og rejse sager mod de enkelte tilbud og institutioner, hvis de ikke yder borgeren den hjælp og service, som denne har krav på", forklarer seniorkonsulent Michael Henriksen, der samtidig påpeger, at den form for kontrol ganske vist er kendt fra ældreplejen i Danmark, men ikke giver den store mening på det specialiserede socialområde: 
 

"Vi skal derfor ikke ukritisk kopiere den amerikanske tilgang, hvor en stor del af den registrering af indsatsen, der foregår, har til formål at dokumentere, at man har gjort, hvad man er blevet bedt om. I Danmark er det specialiserede socialområde præget af høj faglighed med mange veluddannede ansatte. Her bør formålet med at registrere og dokumentere indsatsen først og fremmest handle om at få skabt viden om, hvad der virker, og hvad resultatet af indsatsen er, så vi hele tiden kan bruge de værktøjer, som gavner borgeren bedst, og minimere anvendelsen af ressourcer", mener Michael Henriksen. 

"Til gengæld kan vi godt lære meget af amerikanernes systematiske tilgang til at dokumentere deres indsats, for hvis vi ikke dokumenterer indsatsen, kan det være vanskeligt at måle effekten eller resultatet af indsatsen. Så for mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man skal dokumentere og registrere sin indsats eller ej, men udelukkende et spørgsmål om at finde de rigtige ting at måle på, så vi får opsamlet viden om, hvad der virker og ikke virker," siger seniorkonsulent, Michael Henriksen, EG.