Vi bør løbende diskutere, hvor grænserne for digitalisering går, så vi altid har brugerne og borgerne med os, skriver divisionsdirektør Johnny Iversen, EG i sin klumme.
Grænsen for digitalisering ligger et sted ude i horisonten, men måske flytter den sig konstant, spørger divisionsdirektør Johnny Iversen, EG. Foto: GettyImages
Johnny Iversen er divisionsdirektør for EG Citizen Solutions, der er den del af EG, der fokuserer på at levere digitale løsninger til det offentlige Danmark. Johnnys mål er at gøre EG til den mest værdifulde samarbejdspartner for det offentlige.
Som administrerende direktør for EG Silkeborg Data reorganiserede han virksomheden til sin nuværende succesfulde form.
Som ægte nordjyde startede Johnny for mere end 20 år siden som IT-tekniker i Target. Derfra gik rejsen over stadigt mere ansvarsfulde poster i bl.a. DAC-Data A/S, og IBS-koncernen, inden han kom til EG i 2013.
Undervejs har Johnny taget uddannelser som datanom, en HD i organisation og en EMBA med speciale i strategi.
Johnny sidder i bestyrelsen for Team Online, Silkeborg Data og Kommuneinformation.
Johnny deltager desuden i ITB’s Udvalg for offentlig digitalisering samt DI's udvalg for IT-politik.
Kontakt og følg Johnny Iversen
Bare fordi man kan gøre noget, er det ikke ensbetydende med, at man skal gøre det. Det gælder både for maratonløb og for digitalisering.
Det banale i udsagnet er til at føle på, men i en tid, hvor de teknologiske muligheder vælter ind over os, er det vigtigt at holde fast i diskussionen om, hvor grænsen går for offentlig digitalisering.
For med softwarerobotter kan vi fjerne kedsommelige administrative rutiner, men også arbejdspladser. Med machine learning kan vi hurtigt diagnosticere visse kræftformer, men vi kan også gentage de samme fejl i uendelighed. Med ansigtsgenkendelse kan vi gør det let at åbne døre og betale i banken, men vi åbner også for social kontrol og borgerovervågning i uhørt grad.
Så hvor går grænsen for digitalisering?
Læs artikel: Digitalisering: Husk altid på værdierne!
Når jeg skal forestille mig grænsen for digitalisering, er den ulden og ligger langt ude i horisonten. Jeg står i hvert fald ikke over for den. For der er fx stadig en lang række områder inden for den offentlige forvaltning, hvor medarbejderne bruger deres tid på at kopiere fra det ene system eller regneark til det andet. Arbejdet er vigtigt, men kan løses hurtigere og bedre af softwarerobotter.
Der er også en lang række områder, hvor sagsbehandlingen i dag tager lang tid, fordi medarbejdere skal gennemgå store mængder dokumenter, før de kan træffe en afgørelse. Her kan avancerede løsninger baseret på kunstig intelligens på et splitsekund gennempløje de mange dokumenter og fremfinde de informationer, som en medarbejder skal forholde sig til for at træffe en afgørelse.
På vores sociale tilbud og på sygehusene er der også et kæmpe potentiale for større videndeling, bedre vagtplanlægning og mere effektive dokumentationsarbejder, der vil gøre arbejdet lettere for alle og øge kvaliteten i indsatsen.
Læs artikel: Mariehjemmene bryder gerne digitale grænser for beboernes livskvalitet
Hvis man køber præmissen om, at der er en grænse for digitalisering, bliver det vigtigste spørgsmål for mig egentlig: Kan vi kende grænsen, når vi møder den?
For der er to muligheder:
Enten vil den teknologiske udvikling trods alt gå så tilpas langsomt, at vi gradvist vænner os til en mere digital fremtid. Om kort tid har vi vænnet os til at tale med vores mobiltelefon, når vi skal sende en SMS, og med højttalere i stuen, når der skal bestilles pizza. Så hvorfor ikke kontakte hjemmehjælperen på samme måde?
Den anden og mere faretruende mulighed er, at vi først opdager grænsen, når det er for sent.
Et lidt skævt eksempel er EFI-systemet til inddrivelse af skat, hvor vi endte med at bestille et system, der var så stort, at det aldrig kom til at fungere efter hensigten og kostede et milliardbeløb, før det gik op for os.
Men man kan også forestille sig, at vi får skabt smarte systemer, som Horsens Kommunes bedrageri-algoritme, der kan afsløre socialt bedrageri på baggrund af anmeldelser fra privatpersoner, hvor fristelsen til at prøve det af på alle landets borgere lige pludselig bliver for stor. Hvor ville vi så stå – og kunne vi håndtere den situation som samfund?
Spørgsmålene er klare, og svarene uldne. Derfor er det vigtigt, at vi til stadighed tør tage dialogen og debatten: Hvor går grænsen for digitalisering af det offentlige?
Læs artikel: Digitalisering: Bedre til at digitalisere privatlivet end arbejdslivet
Se video: Digitaliseringen er først lige begyndt
Læs mere: Faglighed, empati og effektivitet går hånd i hånd
Mød EG på Folkemødet: Vær med til Borgerdebatten på Databasen
