Digitaliseringsfællesskaber – med kurs mod fjerne kyster

De tværkommunale digitaliseringssamarbejder vælter ind over os som bølger i en brænding. Men i kølvandet på de nye organiseringsformer dukker også nye spørgsmål op: Er digitaliseringsforeningerne modne nok? Er it-leverandørerne overhovedet parate? Og hvordan går det egentlig med markedsdialogen, inden udbudstsunamierne vælter ind over os?

De fjerne horisonter

Vejen til den fjerne horisont

Rammearkitektur og øgede krav til it-arkitektur-, implementerings- og udbudskompetencer har skabt en masse nye samarbejdskonstruktioner i det kommunale landsskab. Og med god grund. Den enkelte mindre kommune kan have svært ved at tiltrække, fastholde og vedligeholde så mange forskelligartede kompetencer, som der kræves her i monopolbruddets efterstrøm. 

Det sjove er dog, at vi her rammer ind i en modsætning. Et af de hvilende principper i rammearkitekturen ligger nemlig i monopolbrud og "decentralisering". Med andre ord muliggør rammearkitekturen i teorien, at et utal af leverandører potentielt kunne boble op til overfladen af det kommunale marked.

Støttesystemerne og SAPA muliggør netop, at man kan bevare overblikket, selvom man arbejder i mange forskellige dedikerede systemer, der er designet præcis til opgaven. Og det uden at løsningerne nødvendigvis er indbyrdes integrerede, men blot anvender rammearkitektur og støttesystemer. På den modsatte side ser vi dog, hvordan den øgede fremkomst af digitaliseringsfællesskaber og fælles udbud peger mod store, "centraliserede" og altomfavnende it-løsninger – og det endda på tværs af de klassiske forvaltninger. 

Det er min fornemmelse, at it-leverandørmarkedet alligevel hilser de fælleskommunale samarbejder velkommen. Jeg tror, man ser potentialer i optimering af support, implementerings- og salgsprocesser. Og jeg ser også nye muligheder opstå, særligt med henblik på at indgå i dybere dialog og få et endnu skarpere fokus på bruger- og borgerbehov. 

Jeg ser dog også en række risici i relation til fremkomsten af de potentielt set mange kommende fælles udbud. Noget, der kan omkalfatre store dele af it-branchen, fordi et udbud ofte vil betyde, at innovationskraften bliver bragt over på kundens banehalvdel alene. Særligt hvis det alene er kunden, der afdækker egne behov. Kunden, der undersøger teknologimulighederne. Kunden, der skriver kravspecifikationen. 

Pris, pris og pris 
Især her i starten vil de nye digitaliseringssamarbejder have en stor interesse i "at lykkes". Og forståeligt nok. Men dette indebærer også en risiko for, at der bliver fokuseret på pris, pris og pris. Den slags er jo målbart, ikke sandt? Og den slags kan bruges som løftestang til at udvide den enkelte digitaliseringsforenings effektaftryk, interesseområder og legitimitet. 

Jeg ser dog også andre risici: fx at de fælles udbud let kan blive til en fælles ønskeliste, hvor alle deltagende kommuner vil lægge sig i selen for at få deres særegne krav med i udbudsmaterialet – uden nødvendigvis at skele til best practice eller udviklingsomkostninger versus effekt. Ja, jeg kan i mine mørkeste stunder næsten frygte, at de faktiske forretningsbehov skubbes i baggrunden til fordel for enkeltpersoners ønsker om at opfylde en "sådan plejer vi altså at gøre i vores kommune"-tilgang. Derudover kan jeg frygte, at man på grund af kompleksiteten et fælleskommunalt udbud sætter sig i den sikre båd og derfor ender med at efterspørge en knap så innovativ løsning, og … nå ja … det skal jo for resten være 20 % billigere end tidligere. 

Spørgsmålet er dog, om der er en anden vej. Det tror jeg. 

På jagt efter det modne digitaliseringsfællesskab 
Som it-leverandører har vi en stor interesse i, at samarbejderne – forpligtende eller ej – professionaliseres. Dette indebærer blandt andet etableringen af en governance-organisation i foreningerne, der proaktivt kan afsøge markederne, tage dialogen med leverandører og interessenter og få afdækket alles behov tidligt i processen. Altså før et udbud bliver til udbud. Og meget gerne længe før.

Udfordringen er dog, at den slags kræver knivskarp organisering og ikke mindst nogle klare fælles principper for markedsinvolvering, innovation og prioriterings- og beslutningsprocesser i den enkelte digitaliseringsforening. Digitaliseringsforening Sjælland er måske et af de samarbejder, der er nået længst i forhold til denne udfordring. Man er langt med at nedsætte fagudvalg på de enkelte kommunale serviceområder, er ved at udvide "sekretariatsunderstøttelsen" og arbejder løbende med sine roller og position i markedet 

Det er denne proces, jeg gerne ser fortsætte og brede sig som ringe i vandet. 

Jeg tror på, at de bedste, mest effektive og mest innovative løsninger skabes i sammenhæng mellem faglig og processuel viden over for teknisk indsigt. Kort sagt, at leverandører og kommunale fællesskaber kan des tidligt i processen og tale om forventninger til nutid og fremtid. Tale om løsninger, forretningsmodeller, ny teknologi og være åbne omkring behov, indsatsområder, businesscases og ønskede effekter. 

Med lidt held kunne man måske endda forestille sig, at man – i takt med at modenheden øges – faktisk stiller krav om, at der skal etableres snitflader, så mindre virksomheder kan koble sig ind i mindre dele af løsningen – enten for at give plads til de små virksomheder eller for at åbne for mulige innovative løsninger, som bygger på andre forretningsmodeller end de kendte? Eller kunne man forstille sig – igen med større modenhed – at man stiller krav til snitflader, som muliggør, at flere leverandører kan vinde et udbud, fordi de vil kunne tale sammen – system til system – så monopolerne ikke genopstår? 

Innovation trækker tænder ud 
Den nye udbudslov, som efterhånden ikke er så ny mere, giver selvfølgelig nogle svar på problematikkerne, men desværre ikke dem alle. Udbudsformen innovationspartnerskab som værktøj er med andre ord interessant, men man falder hurtigt ned i samme malstrøm af udfordringer, når man er en nystartet digitaliseringsforening: Der kan være store risici, vejene er ukendte, og styring af udbudsformen forudsætter klare roller og et massivt benarbejde med hensyn til afdækning af behov. Igen stiller dette krav til modenhed og etableringen af governance i digitaliseringsfællesskaberne, ligesom det stiller krav til it-leverandørernes forretningsmodeller og ressourceindsatser.

Kommuner, regioner og staten skal tro på, at det lønner sig at tage sig den nødvendige tid til dialog og afdækning af behov, processer og teknologi, før man kaster sig ud i udarbejdelsen af kravspecifikationer og udbudsforretninger. 

Der findes nemlig ofte mange løsninger til det samme behov, og her tænker flere hjerner bedst. Og tænk sig, hvis vi endda kan nå helt derhen, hvor det offentlige leverer behovsspecifikationer, mens kravsspecifikationer er noget, brugere, kunder og leverandører udarbejder i fællesskab.

Gør vi det, har vi alle muligheder for at skabe en langt mere innovativ, løstkoblet og progressiv it-understøttelse af de kommunale serviceområder. Så giv et kald, inden I reber sejlene til det næste bestyrelsesmøde i digitaliseringsforeningen.

Vi leverandører vil hjertens gerne være med til at sætte kursen.