Skat kører ikke blot, fordi man trykker 'enter'

Milliardtabene i Skat er historien om, hvordan politikere, embedsmænd og konsulenter lod teknologibegejstringen overdøve alle faresignaler. Når teknologioptimismen nærmer sig jubeloptimisme, overses væsentlige risici, og kritikere mødes med foragt og skammes ud som teknologiforskrækkede maskinstormere.

Det står klart, at problemerne i Skat koster statskassen yderligere 80 milliarder kroner. Altså oven i de 12 milliarder, vi har foræret udenlandske bedragere og det ukendte antal milliarder, der ukritisk er blevet udbetalt i negativ moms til alle og enhver, som har ulejliget sig med at bede om dem. Denne gang var det så den manglende inddrivelse af skattegæld, der endte med at blive mange gange større end først antaget.

80 milliarder kroner er ubegribeligt mange penge, selv i et dansk statsbudget. Det ligger samlet set på omkring 1.100 milliarder kroner om året, mens den årlige finanslovsaftale reelt kun flytter nogle enkelte milliarder. Så 80 milliarder får de fleste af de økonomiske prioriteringer, vores politikere nogensinde har skændtes om, til at se forholdsvis små ud.

Skandalens omfang fik blandt andet Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik til at undre sig over, at et ansvar for sagen ikke er blevet placeret. Selvom det er let at udpege de hovedansvarlige: Vores nuværende statsminister, finansminister og forsvarsminister.

Krasnik har selvfølgelig helt ret i sin kritik. Men historien om Skat og de utallige mistede milliarder handler kun overfladisk om ansvarsresistente politikere. Den handler reelt om noget umiddelbart meget mere positivt – men i virkeligheden langt mere farligt.

Blind optimisme
Den handler om noget så usexet som teknologibegejstring og it-optimisme. Fænomener, som i deres abstrakte natur ikke er helt så lette at personificere og skabe forargelse over som uansvarlige ministre. Men hvis vi skal sygdommen – og ikke kun symptomerne – til livs, er det her, vi må tage fat. Og det er vel til syvende og sidst det bedste, vi kan få ud af denne meget trælse situation? At få udpeget og lynchet nogle ministre vil ikke forhindre fremtidige skandaler.

I det aktuelle tilfælde var det den blinde tiltro til IT-systemet EFI, der fik vores politikere til at spare store dele af det dyre og bureaukratiske manuelle system af skattemedarbejdere væk. Vel og mærke på forhånd og på trods af masser af eksempler på mislykkede og forsinkede offentlige IT-projekter. Så da EFI fejlede, var der bare et stort hul. I Skat og i statskassen. Det viste sig, at de dyre skatteindrivere trods alt indrev flere penge, end de fik i løn.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det var planen for Anders Fogh, Lars Løkke, Thor Pedersen, Claus Hjort, Bjarne Corydon eller Helle Thorning. Eller for Kristian Jensen og de otte andre skatteministre siden 2005. Jeg kan heller ikke forestille mig, at de var ligeglade. Men jeg har derimod ganske let ved at tro, at de i situationen var forblændede af teknologiens løfter og handlede derefter. 

Løfter, der utvivlsomt blev artikuleret af begejstrede embedsmænd og eksterne konsulenter, der havde regnet på alle de besparelser, en automatiseret skatteinddrivelse ville medføre. De positive konsekvenser er nemlig sjældent svære at regne på. Det er de negative derimod. Hvis man overhovedet besværede sig med en risikovurdering i forbindelse med EFI, skød man da i hvert fald helt ved siden af. For ellers havde man forhåbentlig udvist rettidigt omhu og opretholdt det manuelle system indtil det automatiske fungerede.

Eller også lod man bare begejstringen overdøve alle faresignaler. Når teknologioptimismen nærmer sig jubeloptimisme, lægger risikoelementerne sig ofte i de blinde vinkler, advarsler (som der var masser af, fx fra de faglige organisationer) bliver mødt med foragt, og kritikerne bliver udskammet som teknologiforskrækkede maskinstormere.

Oversete skyggesider
Vi forskere er i øvrigt slet ikke engle i den forbindelse. På mit eget institut på Handelshøjskolen dominerer en teknologioptimisme, som jeg dybest set deler. Helt grundlæggende bidrager teknologi til en fri og velstående verden og gode menneskeliv.

Men teknologiens skyggesider har vi det også hos os med at overse eller undervurdere. Det kan være tab af arbejdspladser, der måske ikke er et problem på samfundsplan, men kan være et kæmpe problem for den enkelte. Eller den ekstreme selvovervågning, vi påfører os via vores smartphones og sociale medier. Teknologier, vi nødig ville være foruden, men hvor vi samtidig leverer enorme mænger personfølsom data om vores liv og færden til store multinationale firmaer, og hvem der ellers har lyst til at lytte med. Det er en problemstilling, vi stadig ikke aner, hvordan vi skal forholde os til. Så derfor lader vi indtil videre være. 

Og når det kommer til de mislykkede offentlige IT-projekter er det den dominerende holdning, at det primært drejer sig om inkompetent projektledelse i det offentlige. Det vil sige: overlad IT-udviklingen til private, men fortsæt som hidtil. Det er en farlig attitude, som vil blive ved med at medføre skandaler, så længe politikerne ukritisk lytter til os.

For ny teknologi har ofte negative sider. Nogle af dem ser vi først årtier senere. Miljøgifte, der i dag er bandlyste, blev engang opfatte som vidundermidler til effektivisering af landbruget. De fossile brændstoffer, der truer verden med en klimakatastrofe, blev engang opfattet som naturlige og uudtømmelige energikilder. Fysikere som Niels Bohr revolutionerede vores forståelse af universets opbygning. Men de bidrog også til udviklingen af kernevåben, der kan udslette menneskeheden, hvis nogen trykker på en knap.

Drop længslen efter stenalderen
Det betyder ikke, at vi skal lægge os i den anden grøft, sætte udviklingen i stå, ønske os tilbage til stenalderen og brænde fysikbøgerne. Desværre er det ofte den position, skeptikerne til ny teknologi ender i. Polariseringen af debatten viste sig med al uønskelig tydelighed i hele forløbet omkring Uber. Der var langt imellem politikere, der anerkendte, at det projekt både havde gode og dårlige sider. Måske er det fordi man er langt mere udsat midt på vejen, end når man ligger i en grøft og skyder efter de andre?

Det jeg efterspørger er altså ikke teknologiforskrækkelse. Det er en realisme i forventningerne til teknologien, og det er, at vi tager de mulige negative konsekvenser alvorligt og så vidt muligt forsøger at afbøde dem. At vi ser nuanceret på ny teknologi.

Vi skal bevare optimismen. Og også gerne begejstringen. Men vi må og skal undgå den jubeloptimisme, der blandt meget andet har ført til skandalerne i Skat. Vi må krydse begejstringen med snusfornuft og kritisk sans. 

Det ville fx ikke skade at lave nogle risikovurderinger og worst case scenarios ind imellem. Hvis der fx er risiko for at miste 80 milliarder, skylder man sig selv og skatteborgerne at gennemtænke det hele en gang mere.

Vi skal også fortsat være risikovillige, turde investere i ny teknologi og efterstræbe effektiviseringer. Men vi bør ikke være villige til at risikere hele velfærdsstatens fundament, når vi gør det. Og vi må indse, at man ikke kan hæve besparelsen ved effektiviseringen, før investeringen har vist sig levedygtig, implementeret og i drift.

I forbindelse med den angivelige russiske spionage mod Danmark gik en artikel fra 2014 på omgang på de sociale medier. Det var dengang vores finansminister og forsvarsminister hed Bjarne Corydon og Nicolai Wammen og lancerede Danmarks strategi for cybersikkerhed. 

"Vi trykker enter – og så kører det," sagde Bjarne Corydon i artiklen. Det gjorde det tydeligvis ikke. Og det er lige nøjagtig dén attitude, vi må se at gøre op med, hvis vi ikke vil have flere katastrofer som Skat.

Indlægget har tidligere været bragt som kronik i Information.